Fysisk Blå Tråd

Velkommen til en ny hverdag i Værløse Basketball Klub

Er du en del af Fysisk Blå Tråd i VBBK, så modtager du både fysisk træning og behandling som en del af programmet. 

Står du her og nu og skal have behandling, så kan du få dette hver lørdag formiddag. Det kræver kun at du skriver på forhånd og booker en tid på fysioterapi.vbbk@gmail.com


Her kan du læse om Fysisk Blå Tråd i Værløse Basketball Klub. Læs om:

  • Baggrunden
  • Metoden
  • Folkene bagved
  • Tankerne bag unge og fysisk træning
  • Praktiske forhold

Baggrunden

Basketball er verdens fedeste boldspil. Det er en kompleks idrætsgren, som udfordrer spillere på rigtig mange områder. Fysiologisk kræver det rigtigt meget af kroppen og sætter bl.a. krav til en god kondition, spændstighed, koordination og motorik, bold/øje koordination, samarbejdsevner og styrke.

I de senere år har vi oplevet en stor opblomstring i den samlede viden som ligger blandt trænerne i vores klub og det er vi rigtig glade for. Det betyder at vi nu bedre og hurtigere kan lære vores børn og unge en masse om spillet på banen. Dette har også betydet kroppene bliver mere belastet nu end tidligere. Traditionelt har vi som i mange andre boldsportsgrene ikke haft den tilstrækkelige viden om hvordan kroppen opbygges, så den kan holde. Dette er et noget andet vidensfelt. Det laver vi om på nu ved at tilføje dette område ressourcer og kapaciteter til glæde for spillerne. Altså opbygger vi her Fysisk Blå Tråd, for at skabe sammenhæng i den kropslige udvikling på de enkelte alderstrin.

Dette ønsker vi at gøre af fire primære årsager:

  • Sikre at alle der spiller hos VBBK får en god basal uddannelse/viden om deres krop.
  • Sikre at så mange spillere som muligt undgår skader, der kunne være undgået.
  • Sikre at den enkelte spiller bliver fysisk i stand til at modtage en stigende træningsmængde op gennem ungdomsårene.
  • Sikre at den fysiske træning bliver varetaget af kompetente personer med stor faglig viden, så der tages højde for de unges aktuelle udviklingstrin.

Metoden

Fysisk Blå Tråd vil foreløbigt omhandle træningsgrupperne drenge 2008, drenge 2007, pige 2006- 2007, drenge dreng 2006, drenge 2005, pige 2004-2005, drenge 2004, drenge 2002-2003, drenge 2001, pige U19 og drenge U19. På sigt håber vi også at kunne inkludere pige 2009-2008.

Fysisk Blå Tråd kommer groft sagt til at indeholde to væsentlige komponenter. En træningsdel og en behandlingsdel. En forebyggende indsats og et net til at gribe de spillere som så alligevel måtte få skader.

I træningsdelen vil alle nævnte træningsgrupper fremover have ugentlig fysisk træning med kyndige kræfter. Derudover vil holdenes boldtrænere blive uddannet og have et program, som de vil gennemføre at sikre fuldstændig kontinuitet i en træningsuge.

I behandlingsdelen vil vi i VBBK gerne sikre os at alle spillere er i den bedste fysiske tilstand, dette mener vi betyder at ingen må gå uden kyndig vejledning omkring deres skader. Derfor vil der hver lørdag formiddag i tre timer være en hjælpsom fysioterapeutstuderende i Søndersøhallen for at undersøge og behandle spillerne. Tider til denne behandling bookes på fysioterapi.vbbk@gmail.com

Fysisk træning i VBBK handler IKKE om større muskler. Vore fysiske træningskoncept er udviklet med henblik på at forbedre spillernes eksplosion, koordination, bevægelighed og styrke.
Den fysiske træning vil være spændende, motiverende og udfordrende og være tilpasset spillerens fysiske tilstand.

F.eks. vil den fysiske træning indeholde elementer af koordination og motorik og for de yngste spillere i høj grad være indlæring af helt basale motoriske færdigheder, som løbe, hoppe, lande, rulle, kolbøtter m.m.

Folkene bagved

Sidste sæson kørte vi med organiseret fysisk træning på årgangene 04 og opefter. Evalueringen på dette år var, at skal vi lykkes med Fysisk Blå Tråd, så skal vores spillere møde kapaciteter der kan vejlede dem og hjælpe dem oftere, end i sidste sæsons struktur. Fysisk træning skal udføres korrekt, men ligeså vigtigt er frekvensen. Vi har derfor i år fordelt ressourcerne anderledes – til en mere varig struktur – så vi nu har skabt et helt team omkring Fysisk Blå Tråd.

Head coach for træningsdelen er Casper Søndenbroe der som kandidat i human fysiologi og sin baggrund fra lignende stillinger hos B93 og AB hvor han også har trænet unge mennesker i forskellige aldre. Casper er desuden personlig træner og har en DBU B-licens. Casper vil sætte sin viden i spil for at vejlede og ensrette Fysisk Blå Tråd, så der vil blive en naturlig opbygning og sammenhæng.

Med sig har Casper Martynas Zilionis, Cecilie Laursen, Mads Berg, Lasse Malchow-Møller og Rune Laursen der alle har idrætsteoretiske baggrunde og hver især vil være tilknyttet træningsgrupper fast. Derved vil hvert enkelt spiller få en tydelig oplevelse af, at man vil få en ny træner som vil brænde for udviklingen af kroppen. Forholdet skal opleves som nært og relevant.

Head coach for behandlingsdelen er Victor Hjorth, som nok er kendt af mange som aktiv spiller på klubbens 1.herrehold. Victor vil få hjælp af Cecilie Laursen og Anna Kaalund der begge er fysioterapistuderende og vil bemande vores fysioterapi på lørdage. Der vil være en vigtig og relevant samspil imellem fysiske trænere og fysioterapeuter i at fange skader tidligt i forløbet, så de vil blive tilset hurtigt.

Vi er som klub stolte af at kunne tiltrække så mange unge mennesker med viden og interesse, som vil lægge en stor indsats for at styrke hele klubben. Vi håber at alle vil tage godt imod denne stab, som er mindst ligeså vigtige som vores boldtrænere, og vi tror på at de vil blive en del af VBBK familien.

Unge og styrketræning

Børn/unge og styrketræning har i mange år været, og er stadig et emne hvor der blandt forældre og trænere hersker en stor grad af usikkerhed og uvidenhed. Styrketræning i dansk eliteidræt er 

noget forholdsvist nyt, derfor er det nødvendigt at få opbygget en kultur, så viden og fakta kan hjælpe til med at nedbryde myter.
Trænere, spillere og forældre kan med god grund stille spørgsmålene: Er der overhovedet nogen effekt? Er det ikke for farligt? Er det ikke for tidligt at begynde? Hvorfor og hvordan?

Styrketræning kan/bør med god effekt introduceres til unge idrætsudøvere. Og bør indgå som en del af den ”daglige” træning. Anderledes, i forhold til seniortiden, er blot måden der trænes på.
Selvom unge skal gøre brug af anderledes træningsmetoder end fuldt udvoksede personer, vil styrketræning faktisk have de samme effekter:

  • Forbedret muskulær styrke og power.
  • Positiv indflydelse på kropskompositionen.
  • Forbedret styrke og stabilitet omkring led
  • Forbedret total kropsstyrke
  • Skadesforebyggende
  • Positiv indflydelse på den enkelte sportsgren.
  • Forbedret knoglestyrke.
  • Forbedret styrke af ligamenter og sener.
  • Et af de mange spørgsmål, som har været diskuteret, er hvorvidt knoglerne i børn og unge tager skade af styrketræning. Om vækstzonerne hæmmes? Det gør de ikke.

Undersøgelser viser endog, at styrketræning kan stimulere knoglevæksten og udviklingen, og dermed reducere muligheden for skader. De få gange, der sker skader ved styrketræning, er når løft med maksimal belastning kombineres med en forkert løfteteknik.

Kontrolleret vægttræning kan med fordel trænes før puberten. Dette hæmmer hverken vækst, flexibilitet eller motorisk kapacitet. Der sker samtidig heller ingen deformering af knogler, sener eller muskelvæv.

Alt i alt vil en professionel tilrettelagt fysisk træning forbedre en lang række fysiologiske områder og vigtigst af alt lære vores unge mennesker om kroppens udvikling/fysiologi og virke skadesforebyggende.

Praktiske forhold

Forsikring

Alle vores trænere som udfører et stykke frivilligt arbejde for VBBK er dækket af Idrættens Forsikringer, da vi er medlem af DGI. Det gælder både fysiske- og boldtrænere. Hvis en træner eller instruktør tilrettelægger en aktivitet uforsvarligt, så et medlem kommer til skade, og foreningen dermed er erstatningsansvarlig, så dækker Idrættens Forsikringer. Men hvis medlemmet derimod er ude for et hændeligt uheld under træningen, og den enkelte forening dermed ikke kan gøres ansvarlig, så er det medlemmets egen ulykkesforsikring, der skal dække. Det er derfor altid en god ide at tegne en privat ulykkesforsikring.

Finansiering

Takket være den meget store indsats som forældrene i klubben lægger omkring vores to store stævner Jerichow Cup i november og Copenhagen Invitational i juni måned, så er det muligt for klubben at lægge en kraftig medfinansiering omkring Fysisk Blå Tråd. Vi vil i VBBK gerne vise vores unge at vi passer på den, og ønsker at bygge deres kroppe op ved at dyrke basketball. Denne finansiering muliggør at taksterne for at deltage i klubbens fysiske koncept er fastsat til disse takster for hele sæsonen 17/18.
Årgang 2007-2008: 225 kr
Årgang 2005-2006: 450 kr
Årgang 1998-2004: 525 kr
Dette betales i rater som ved kontingentindbetalingen og trækkes over de tre kommende kvartaler. Tilmelding sker via vbbk.dk som ved normal kontingenttilmelding.
Dette beløb dækker både fysisk træning og fysioterapeutisk klinik om lørdagen.